Springet som iværksætter

I dag sagde jeg farvel til mit gode trygge job, som jeg har været rigtig glad for igennem alle de år jeg har haft det. Det var en underlig fornemmelse, at sige et job op, når man er rigtig glad for det. Men jeg er blevet klar til at tage springet som iværksætter – klar til at prøve kræfter med iværksætteriet, og jeg glæder mig meget til at komme igang.

Det er et stykke tid siden jeg stiftede virksomheden Pragmatics, og projekterne der arbejdes med er løbende blevet udviklet. Men tempo har været langsomligt, da jeg kun har kunne arbejde efter fyraften og samtidig har familie og børn at bruge min tid sammen med. Jeg synes, at jeg er nået et godt stykke med projekterne, og jeg har arbejdet hårdt for at nå det, men jeg vil gerne, at det kan gå hurtigere og der kan nås mere. Nu bliver der snart mulighed for at give den fuld gas, og det skal nok komme til at rykke. Der bliver mulighed for at få realiseret mange flere af de tanker og planer, som jeg går rundt med og det har været den største begrænsning hidtil.

Der er dog stadig et par måneder til at stopper hos Atira, som virksomheden jeg arbejder i hedder. Og går du nu tilfældigvis og spekulerer på nyt job (og kan noget med Java og webudvikling), så kan jeg varmt anbefale Atira. Det er en skøn arbejdsplads med højt til loftet, dygtige folk og spændende projekter. Virksomheden lader dig tilmed råde over 20% af arbejdstiden til at bruge på projekter som du selv definerer. Se mere på Atiras hjemmeside og kontakt dem, hvis du er interesseret, du bliver ikke skuffet.

Forud gemmer sig en masse udfordringer og erfaringer der skal gøres. De ting vil jeg skrive om her på bloggen – forhåbentlig bliver der nogle gode erfaringer at dele ud af.

Relaterede artikler:

(Dette indlæg stammer fra bloggen på pragmatics.dk).

0 thoughts on “Springet som iværksætter

Comments are closed.